Turen går til Hven (Svensk: Ven) & Tycho Brahe

Har tidligere haft fornøjelsen af en dags tur til Hven, på Svensk hedder øen Ven (Siden 1906). Hven var oprindeligt en dansk ø, men den blev overtaget af svenskerne i 1658, sammen med Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og Bohuslän.

Hvis vi lige skal have lidt historie undervisning, så var Skåne, Halland, Hven og Blekinge en del af det danske rige i små 670 år, fra 980 hvor Harald Blåtand kæmpede sig til magten i Øresundsområdet og frem til 1658, hvor Kong Frederik 3 afstod de store områder i forbindelse med Roskilde Freden.

Sådan kommer du til Hven

Du kan sejle fra Landskrona, Ven-Trafiken sejler flere gange dagligt. Det er muligt at have bil med på overfarten, men hvis du rigtig vil opleve den lille ø Hven, så vil jeg anbefale at lade bilen stå. Øen er ikke større end knapt 4,5 kilometer lang og 2,4 kilometer bred. Det kan sagtens klares på gå-ben eller cykel. Alternativt kan man sejle med båden M/S Jeppe fra Nyhavn i København i sommermånederne. Turen fra København tager ca. 90 minutter hver vej og koster ca. 400 kr. for en retur (voksen) og lidt billigere for børn. – Bestil billet online og spar penge. Færgen fra København medtager IKKE biler. Cykler i begrænset omfang kan medbringes mod gebyr. Har du båd er det muligt at sejle til en af øens havne.

Hven kan byde på en hyggelig endagstur, f.eks. i sommerferien.

Sådan kommer du rundt på Hven

Som nævnt tidligere kan du med fordel gå rundt på Hven, men hvis du ikke er lige så mobil som mig, så er det muligt at leje en cykel, jeg vil anbefale at du også bestiller den hjemmefra. Da der er rift om dem. I skrivende stund er det samme pris om du medbringer cykel på færgen eller lejer den på Hven. Lej din cykel her. Alternativt kan man køre i bus, traktor og taxi.

Hvad skal man se på Hven?

Ca. 30 minutters gang fra havnen, ankommer du til Tycho Brahe Museet. Indgang koster 60 SEK for voksne og 40 SEK for studerende. Børn under 15 år har gratis adgang. Priserne er inkl. adgang til Stjerneborg. Du kan få udleveret en dansk guide og det er muligt at betale med Visa-Dankort. Når du får udleveret guiden får du en lille hurtig forklaring over kortet på svensk (spids ørene, du kan sagtens forstå hvad de siger, med god vilje).

Ud over Tycho Brahe museet, findes der også Nämndemansgården, der er et hjemstavnsmuseum. Hven har også sit eget whiskydestilleri og en golfklub.

Praktisk info

Hven har hverken bank eller hæveautomater, det må derfor anbefales at medbringe svenske kroner. Langt de fleste resturanter og kulturelle oplevelser tager imod Visa-Dankort, men bl.a. Nämndemansgården og øens ishus, tager kun imod kontante penge.

Tycho Brahe Hven

Foto: Terkel Hansen

Annonce:
Suncharter.dk